Vi har netop vundet prisen, som årets praktiksted for sygeplejestuderende 2020, bl.a. pga. vores måde at byde de studerende ind i det kollegiale fællesskab og inddrage dem i personalegruppen. Er du den næste, vi skal byde velkommen i vores afsnit?
Hvad skal du lave?
På Akutmodtagelsen modtager vi patienter med alle psykiatriske lidelser og i alle aldersgrupper. Du skal sammen med dine kommende kolleger byde mennesker velkommen i psykiatrien på en god og professionel måde. Du skal modtage, undersøge, vurdere og prioritere patienterne samt give et forslag til, hvordan de kommer videre. Vi har gennemsnitligt 25 henvendelser i løbet af en dag. Heraf tilbydes ca. 1/4 af vores patienter en indlæggelse hos os, hvor de i gennemsnit er indlagt i 2-3 dage.
Desuden skal du:
- vurdere og følge op på de indlagte patienters patientplaner
- være kontaktperson for 3-5 indlagte patienter
- afdække patienternes behov for behandling, så vi kan sende dem videre til relevant behandling.
Vi har en regionalfunktion for akutmodtagelse af børn og unge, denne patientgruppe udgør 1/3 af henvendelserne. Det er kun ca. 5% af disse patienter der indlægges. Omkring denne patientgruppe har vi et tæt samarbejde med børneforvagten, der befinder sig i skadestuen.
Hvem er du?
Du er uddannet sygeplejerske, og du går til dine patienter med høj faglighed og grundighed. Erfaring med psykiatrien foretrækkes. Har du en bred erfaring fra somatikken eller fra børne- og ungeområdet vil det være en fordel.
Du kan tilpasse dig en uforudsigelig hverdag. Vi ved ikke, hvornår vores patienter kommer, eller hvor komplekse deres patientforløb er. Du skal kunne være i en uforudsigelig hverdag, hvor det af og til er nødvendigt at skifte arbejdstempo i løbet af meget kort tid.
Du er god til at skabe relationer. Du kan skabe relationer til mange forskellige patienter og samarbejdspartnere. Flere af vores patienter er gengangere, og her er der mulighed for at skabe en dybere relation.
Du ønsker at dygtiggøre dig som psykiatrisk sygeplejerske. Du tager initiativ til egen læring og reflekterer over egen praksis. Hos os bliver du skarp til at spotte og observere alle psykiske symptomer på kort tid. Du kommer til at identificere problemstillinger hos den enkelte patient og prioritere akutte behov samt igangsætte sygeplejefaglige planer og behandling.
Derfor skal du søge job hos os
Vi sørger for, at du er godt klædt på til jobbet. Du får et grundigt introduktions- og oplæringsforløb, hvor du bliver tilknyttet en mentor. Desuden bliver du tilmeldt vores obligatoriske kurser i konflikthåndtering og brugen af deeskalerende teknikker. Efterfølgende deltager du 4 gange om året i vedligeholdelsestræning.
Indflydelse på egen vagtplan. Vi vægter det højt at vores medarbejdere har indflydelse på egen vagtplan. Vi har ønsketid, og vi forsøger at hjælpe til med at få dit arbejdsliv og privatliv til at gå op i en højere enhed.
Gode karrieremuligheder. Vi giver løbende vores medarbejdere mulighed for at udvikle sig fagligt bl.a. gennem kurser. Hos os er det kun dig selv, der sætter begrænsningerne for din faglige udvikling. Vi tilbyder det obligatoriske kursus ”Godt på vej i psykiatrien” samt uddannelsen til akutsygeplejerske efter to år i afdelingen.
Se vores mange karrieremuligheder her.
Hvem er vi?
Vi er en velfungerende personalegruppe på ca. 39 medarbejdere, der består af social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker. Vi har et stort spænd af kompetencer og erfaring. Vi arbejder med komplekse patientforløb, og har fokus på udredning af både psykiatrisk og somatisk sygdom.
Hos os bliver du en del af et fagligt stærkt og socialt team, der brænder for akutområdet. Vi har et godt arbejdsmiljø, hvor imødekommenhed, loyalitet og gensidig respekt prioriteres højt.
Ønsker du at vide mere om stillingerne?
Har du spørgsmål til stillingerne, eller kunne du tænke dig at besøge os? Kontakt afdelingssygeplejerske Trine Falther på tlf. 38 64 09 34.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn i henhold til gældende overenskomst og principper for ny løn.
Der er tale om to stillinger som sygeplejersker i blandet vagter med weekendarbejde hver 2. weekend. Stillingerne ønskes besat fra den 1. juli 2021 eller efter aftale.
Mere information
Ansøgningsfrist den 9. maj 2021.
Ansøgning, CV, uddannelsesbevis og relevante dokumenter sendes online via linket på siden.
Samtaler afholdes løbende.
Skriv et svar