Brænder du for arbejdet med psykoterapi? Så søger Psykiatrisk Center Amager dig som speciallæge.

Her får du en unik mulighed for at blive en del af et team på et dynamisk center, hvor patienten er i centrum. Vi har et vedvarende ønske om at dygtiggøre os, og om at forbedre behandlingstilbuddene for patienterne. Stillingen kan besættes som enten afdelingslæge eller overlæge.


Velkommen indenfor hos psykoterapeutisk afsnit

I psykoterapeutisk afsnit på PC Amager varetager vi behandling af patienter med ikke-psykotiske lidelser i henhold til beskrivelserne for ”pakke-forløb”.


Vi varetager behandling af depressiv enkeltepisode og periodisk depression på hovedfunktionsniveau og behandling af personlighedsforstyrrelser på både hoved- og regionsfunktionsniveau.


Vores behandling er overvejende gruppebaseret. Metodemæssigt anvender vi både kognitiv adfærdsterapi (KAT), dialektisk adfærdsterapi (DAT) og dynamisk/mentaliseringsbaseret terapi (MBT), hvorfor det er en fordel – men ikke et krav – at du som ansøger har kendskab hertil, gerne på specialistniveau.


I Psykoterapeutisk Afsnit har vi inden for de senere år gennemgået en forbedringsproces med fokus på at imødekomme et øget kapacitetshensyn. Vi er således blevet flere medarbejdere i afsnittet og vi har nyligt organiseret behandlingen i to team.


Stillingen er med funktion i team B, som varetager hovedfunktionspakkforløb for både depression og emotionelt ustabil personlighedsstruktur med psykoterapi ifa KAT og MBT.


Hvilke arbejdsopgaver vil du få?


  • Indledende vurderinger og opfølgende samtaler
  • Farmakologiske kontroller
  • Deltage i gruppeterapi
  • Varetage individuelle terapiforløb
  • Deltage i psykoedukation af patienter og pårørende
  • Deltage i undervisning af kolleger og studerende
  • Udøve supervision, dels internt i afsnittet, dels af yngre læger i speciallægeuddannelsen


Vores forventninger til dig


Vi forventer, at du:


  • Er speciallæge i psykiatri – eller almen medicin med interesse for området
  • Har du psykoterapeutisk specialistgodkendelse og evt. supervisorgodkendelse er det en fordel, men ikke en nødvendighed. Vi kan tilbyde uddannelse heri.
  • Engagerer dig i den daglige drift og bidrager med din faglighed
  • At du udviser fleksibilitet
  • Bidrager aktivt og med initiativ til fortsat at sikre et godt arbejdsmiljø og sikre et godt tværfagligt samarbejde.
  • At du har en positiv indstilling og en god portion humor


Hvad tilbyder vi dig?


  • sammenhæng mellem klinikken og forskning, blandt andet gennem et udbygget internt program med daglig mulighed for undervisning. Har du interesse for forskning er der flere muligheder herfor – Psykiatrisk Center Amager er i gang med at opbygge forskningsenhed med fokus på socialt udsatte, særligt hjemløshed, men også patientens oplevelse af tvangsindgreb.


  • medarbejdere og synlige ledere med engagement, humor og god kollegial sparring


Om os

Vi er en ambulant enhed med 5 speciallæger, psykologer, tværfagligt behandlerpersonale, ½ socialrådgiver og sekretærer. Vi er kendetegnet ved vores stærke tværfaglige samarbejde, en høj grad af selvstændighed blandt medarbejderne, gensidig respekt og ansvarlighed for afsnittets opgaver.


Løn- og ansættelsesforhold

Stillingen er med tiltrædelse den 1/9- 2021 eller snarest derefter.


Stillingen er 37 timer ugentligt. Stillingen er vagtbærende. Du deltager enten i døgnbagvagt eller Speciallægevagt i Front (SIF) med forventeligt 2-3 vagter fra kl. 15.30-20.00 månedligt samt en weekend hver anden måned. Aktuelt er ordningen særskilt aflønnet.


Du vil blive ansat efter gældende overenskomst.


Du kan læse mere om at være ansat i Region Hovedstadens Psykiatri på vores onboarding site her.


Region Hovedstaden indfører per 1. januar 2020 ”røgfrie arbejdspladser”. Det vil sige, at det ikke længere er tilladt at ryge i arbejdstiden.


Ansøgningsprocedure

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte klinikchef René Sjælland på rene.sjaelland@regionh.dk samt 2172 9501 eller afsnitsledende overlæge Line Hansen på line.hansen@regionh.dk.


Ansøgningsfristen er senest den 24/5-21. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om CV, autorisation/eksamensbevis samt oplysninger om tidligere ansættelser.


Der indhentes, efter aftale med ansøger, referencer forud for endelig ansættelse.


Om Psykiatrisk Center Amager

Psykiatrisk Center Amager har et optageområde, der på nær Christianshavn dækker hele Amager og Vesterbro inkl. Sydhavnen. Befolkningstallet udgør omkring 250.000 borgere med forventning om yderligere befolkningstilvækst.


Centeret har 9 døgnafsnit med i alt 129 sengepladser fordelt på fem intensive og fire åbne, subspecialiserede sengeafsnit.


Den ambulante behandling varetages i to psykiatriske ambulatorier på hhv. Hans Bogbinders Allé og Gl. Kongevej og i Psykoterapeutisk og Ældrepsykiatrisk Ambulatorium, som ligger på Digevej. Derudover har vi et Gadeplansteam, OPUS Ambulatorium, et Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse samt et botilbudsteam.


Psykiatrisk Center Amager er et universitetshospital med uddannelses- og undervisningsaktivitet samt en Forskningsenhed. Centeret er klassificeret til uddannelse af læger i alle stillingskategorier KBU- (klinisk basisuddannelse), speciallæge i almen medicin samt til introduktions- og hoveduddannelsesstillinger i psykiatri og til uddannelse af specialpsykologer.


Centeret varetager studenterundervisningen af medicinstuderende på 10. semester ved Københavns Universitet.


Du kan læse mere om centret her.


 


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *