Erfaren, fagligt engageret og selvstændig sygeplejerske søges til ungdomspsykiatrisk ambulatorium B195, Bispebjerg.

Har du lyst til at arbejde med unge med psykiske vanskeligheder og gøre en forskel for dem og deres familier? Så er dette job noget for dig!


Jobbet

Ambulatoriet for unge udreder og behandler unge i alderen 14-17 år, der er henvist for psykisk sygdom eller psykisk udviklingsforstyrrelse af et omfang, der kræver udredning og eventuel behandling i hospitalsregi.


Du vil indgå i et team, hvor behandlingen af patienter med opmærksomhedsforstyrrelser vil være en stor del af dit arbejde. Denne gruppe af patienter udviser en væsentlig grad af comorbiditet, hvorfor du skal have øje for bredden af de psykiatriske symptomer, ligesom psykoedukation vil være en vigtig del af dine arbejdsopgaver.


Dit team ledes af en speciallæge, og du vil herudover arbejde sammen med andre sygeplejersker og i perioder uddannelseslæger. I har fælles faglige konferencer, og der er rig mulighed for sparring, idet vi i ambulatoriet lægger stor vægt på åbenhed og tilgængelighed til gavn for vores patienter og medarbejdernes trivsel.


Dine opgaver og ansvarsområder


  • Ambulant medicinkontrol- både allerede igangværende forløb og opstart af nye henviste unge
  • Støttende samtaler og søvnforløb
  • Psykoedukation af patienter og familier- både individuelt og eventuelt i gruppe. Aktuelt har vi i teamet gruppeforløb til ny-diagnosticerede unge med opmærksomhedsforstyrrelser, hvor vi lægger vægt på recovery- og empowerment-tankegangen, ligesom vi har løbende gruppetilbud til de unge og deres familier omkring medicinorientering. Vi ser gerne, at du har lyst til at være med til at udvikle vores gruppetilbud, men det er ikke et krav.


Velkommen indenfor hos Ambulatorium for unge B195

Ambulatoriet rummer flere teams, som alle varetager basal udredning og behandling af en bred vifte af ungdomspsykiatriske problemstillinger, herunder bl.a. opmærksomhedsforstyrrelser, affektive lidelser, psykose, autisme og angst.


I tillæg hertil har de enkelte teams særlige funktioner så som udredning og behandling af selvmordstruede, af børn og unge med kønsidentitetsforstyrrelser, samt af unge med bipolar affektiv sindslidelse.


I dette år skal vi i gang med at arbejde med F-ACT-modellen, hvilket giver mulighed for mere fleksible og intensiverede forløb for en gruppe af vores patienter.


Afsnittets medarbejderstab omfatter på nuværende tidspunkt 4 speciallæger, læger under uddannelse, 2 specialpsykologer, psykologer- herunder psykologer under uddannelse til specialpsykolog, specialsygeplejersker og ambulatoriesygeplejersker, en socialrådgiver og lægesekretærer.


Afsnittet ledes af overlæge Maja Westermann og afdelingssygeplejerske Charlotte Borgstrup i fællesskab.


Afsnittet deltager i den præ- og postgraduate læge- og sygeplejerskeuddannelse.


Vi tilbyder 


  • En spændende og alsidig hverdag i et afsnit præget af et højt fagligt niveau, godt kollegaskab og en arbejdskultur kendetegnet ved åbenhed og mulighed for sparring
  • Supervision i afsnittet, ligesom du vil få tildelt en mentor, som vil hjælpe dig i introduktionsfasen
  • Arbejdstiden er på hverdage inden for tidsrummet 8-16, fri weekender og helligdage


Vores forventninger til dig

Vi forventer, at du er uddannet sygeplejerske og har erfaring inden for det børne- og ungdomspsykiatriske område- gerne med opmærksomhedsforstyrrelser- og at du med din erfaring hurtigt kan danne dig et overblik og håndtere egne patientforløb under supervision og vejledning.


Desuden forventer vi, at du:


  • kan arbejde selvstændigt
  • har mod på at være en del af et uddannelsesmiljø, hvor vejledning af studerende er en del af din hverdag
  • kan indgå i et afsnit, hvor hverdagen kan være uforudsigelig, og hvor vi træder til og hjælper hinanden ved behov
  • har en anerkendende og respektfuld tilgang til patienter og pårørende


Ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse pr. 1. juli 2021. Arbejdstiden er på hverdage inden for tidsrummet 8-16, fri weekender og helligdage.


Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.


I henhold til lovkrav skal der ved eventuel ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevises ren børneattest. Centeret indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra ansøger, når der indstilles til ansættelse.


Vi glæder os til at invitere en ny kollega ind i vores fællesskab

Synes du at ovenstående lyder interessant, så er vi meget interesseret i at høre fra dig.


Vil du høre nærmere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingssygeplejerske Charlotte Borgstrup på 38 64 11 73.


Søg via link senest den 5. maj 2021.

Du bedes uploade ansøgning, CV og uddannelsesbevis.


Vi forventer at afholde samtaler den 10. maj 2021.

Der indhentes efter aftale med ansøger altid referencer inden endelig beslutning om ansættelse.


Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center 

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser. Centeret har to kliniske afdelinger: Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen.


Herudover har centeret en række støttefunktioner og en forskningsenhed. Samlet er vi ca. 750 medarbejdere, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 9.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret. Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk


Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på  “Job i Psykiatrien”


 


 


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *