Konsulent til forskningssekretariat i Akutberedskabet

Har du interesse for forskningsadministration? Kan du se dig selv arbejde i en administrativ funktion, hvor du understøtter forskerne i deres arbejde? Brænder du for at få hverdagen til at fungere og løse både store og små udfordringer? Så er dette job noget for dig!


Vi søger en forskningskonsulent med tiltrædelse snarest muligt og senest 1. juni 2021. 


Forskning i Akutberedskabet


Stillingen er placeret i vores administrationsenhed, der supporterer hele akutberedskabet. Vi har til huse i Ballerup, hvor du også får arbejdsplads. Sekretariatet på forskningsområdet tæller et professorat i akutforskning og genoplivning (sektionsleder for forskningen), et klinisk forskningslektorat, 2 kliniske lektorater, 8-10 Ph.d.-studerende og 5-10 kandidatspecialestuderende. Forskningsområderne inkluderer forskning i hjertestop og genoplivning, aktivering af hjerteløbere, brug af kunstig intelligens til at erkende akut sygdom, brug af videostreaming til forbedret patient visitering, forskning i 1813 opkald og samlet patientforløb – og meget, meget mere.


Herudover har forskningssektionen flere nationale og internationale forskningssamarbejder, der kræver løbende koordination og administration.


Dine opgaver 


Som konsulent i forskningssekretariatet, skal du understøtte forskningsarbejdet på tværs af enhederne i virksomheden. Du vil arbejde tæt sammen med vores forskere på både nationale og internationale forskningsprojekter, samt varetage intern kommunikation om forskning. Der er gode muligheder for selv at være med til at opbygge og præge jobfunktionen og til at skabe funktionelle og optimale processer i forskningssektionen.  


Arbejdsopgaverne vil bl.a. omfatte:


  • Koordination og administration af pågående forskningsprojekter
  • Understøtte arbejdet omkring projektansøgninger
  • Varetage administrative opgaver i forskningssektionen
  • Sekretariatsbetjening af det Lokale Forskningsråd
  • Bistå sektionsleder for forskningssektionen ved nye forskningsprojekter
  • Monitorere ansøgningsfrister
  • Ansvar for forskningsdatabasen PURE
  • Økonomiopfølgning i samarbejde med vores økonomienhed
  • Bistå ved tværgående administrative processer og projekter.  


Din profil 


Du har en videregående uddannelse og har gerne kendskab til forskningsområdet. Erfaring fra akutområdet eller arbejde i en politisk styret organisation er ligeledes en fordel.  


Da du skal arbejde med forskningsadministration, er det vigtigt, at din arbejdsstil er præget af struktur og systematik, ligesom du er i stand til at bevare overblikket og følge opgaverne til dørs. Du er ikke talforskrækket og trives med sekretariatsbetjening.


Vi forventer, du har gode mundtlige og skriftlige kommunikationsevner såvel som god tal-forståelse, at du kan arbejde analytisk og struktureret og er hjemme i MS Office pakken.


Der er brug for, at du er opsøgende i dagligdagen og tilbyder din arbejdskraft, der hvor der er behov. Du arbejder selvstændigt, ligesom du formår at samarbejde på tværs af forskellige faggrupper. Vi har en arbejdsplads med højt til loftet og en god stemning. Godt humør, evnen til at se muligheder og til at skabe et positivt og konstruktivt arbejdsmiljø er derfor egenskaber, vi vægter højt.


Få et arbejde der giver mening, fordi det handler om at redde liv og hjælpe andre når nøden er størst 


Akutberedskabet i Region Hovedstaden har til formål at skabe et sammenhængende akutberedskab for borgerne. Vores opgaver består bl.a. af modtagelse af akutte 1-1-2 opkald og 1813 opkald, til disponering af ambulancer og akutlægebiler, samt planlægning og operativ ledelse af regionens tværgående sundhedsberedskab. Forskningen er højt prioriteret i Akutberedskabet i Region Hovedstaden, da vi ser dette som en investering i fremtiden. Vi har en klar ambition om ikke blot at udvikle og undersøge nye og innovative løsninger til forbedret patientbehandling, men også til at implementere disse resultater direkte over i den daglige drift til gavn for alle regionens borgere.


Vi investerer i dig 


Som en del af jobbet vil du blive introduceret til dine kollegaers arbejdsopgaver. Vi vægter tværfagligt samarbejde højt, og der vil være stor fleksibilitet ift. arbejdsopgaver. Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle, der kan se sig i stillingen til at søge.  


Løn og ansættelsesforhold 


Stillingen er til besættelse hurtigst muligt og senest 1. juni 2021.

Løn og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst (AC eller HK). 


Øvrig information 


For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte Sektionsleder for forskning, Fredrik Folke pr. telefon: 28 18 29 78, eller pr. mail: fredrik.folke@regionh.dk.


Yderligere oplysninger om Akutberedskabet kan findes på www.regionh.dk/akutberedskabet  


Ansøgningsfrist 


Upload din motiverede ansøgning, CV, relevante bilag samt vellignende foto senest mandag d. 19. april 2021, klokken 12.00. Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler mandag d. 26. april.


Foto samt relevante bilag kan uploades under ”øvrige dokumenter”.


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *