Hvis du vil være med til at styre økonomien på et af landets største hospitaler og kan lide datadrevne analyser, så har vi måske et job, som vil passe dig. I Økonomiafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital søger vi en konsulent med en af de helt store kuglerammer til at styre hospitalets samlede økonomi på godt 4,8 mia. kr.
Vi søger en engageret konsulent til at styrke vores arbejde med økonomistyring og analyse af hospitalets drift. Jobbet er placeret i Budgetenheden, hvor du vil få 13 dygtige og erfarne kollegaer, som brænder for at levere solid økonomisk rådgivning og analyser til hospitalets kliniske afdelinger og direktion. I punktform arbejder vi i særlig grad med:
- Hospitalets samlede bevilling
- Personale- og ressourcestyring
- Patientafregning
- Apparatur og anlægsinvesteringer
Udover Budgetenheden består Økonomiafdelingen af en Dataenhed og en Planlægningsenhed med i alt 30 ansatte. Afdelingen er præget af en uformel samarbejdsform.
Stillingens indhold
Du skal arbejde med budgetopfølgning og controlling af hospitalets afdelinger. I det arbejde vil du få et tæt samarbejde med de kliniske afdelingsledelser, som du skal levere data og analyser til. Derudover vil du komme til at arbejde for direktionen med analyser, planlægningsopgaver, projekter og udvikling af hospitalets styring.
Du refererer til enhedschefen i Budgetenheden og vil i din dagligdag samarbejde bredt i hele organisationen. Det vil sige med afdelingsledelserne, kliniske specialister, direktionen, øvrige enheder i økonomiafdelingen, kollegaer i administrationen samt på andre hospitaler og på Regionsgården.
Vores forventninger til dig
Vi regner med, at du har en uddannelse med fokus på økonomistyring, og/eller du kan dokumentere relevant erfaring fra lignende økonomifunktioner. Vi søger samtidig en kollega som er serviceminded, har en generel positiv tilgang til opgaveløsning, bidrager med godt kollegaskab, godt humør og har et ordentligt menneskesyn. Derfor skal du:
- Kunne arbejde selvstændigt og resultatorienteret
- Trives med og bidrage til diverse samarbejder
- Besidde en veludviklet analytisk sans
- Kunne håndtere komplekse data til styring og analyse
- Medvirke til fagligt at udvikle enhedens opgaveløsninger
- Have fokus på et godt arbejdsmiljø
Vi tilbyder
Du vil blive ansat med udgangspunkt i en arbejdsuge på 37 timer med flekstid. Vi er en familievenlig arbejdsplads med stor fleksibilitet. Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst. Dit primære arbejdssted bliver på Gentofte Hospital. Nogen mødeaktivitet på Herlev Hospital må dog forventes.
Hvis du vil høre mere
Du er velkommen til at søge yderligere oplysninger hos stabschef Mette Schousboe 38 67 21 90 eller mette.schousboe.01@regionh.dk
Du skal sende din ansøgning senest 18. april 2021 med henblik på snarlig ansættelse.
Skriv et svar