Logistikkoordinatorer til Region Midtjyllands nye fælles varelager i Horsens N

Kunne du tænke dig at være med til at sikre en effektiv vareforsyning med høj forsyningssikkerhed til Region Midtjyllands 26.000 ansatte og 840 praktiserende læger? Har du gode samarbejdsevner, lyst til at være med til at drive et nyt topmoderne fælles varelager i regionen, og er du god til at løse lagerdisponeringsopgaver? Så er du måske vores nye kollega.

Vi søger 2 logistikkoordinatorer, hvoraf den ene stilling vil være en midlertidig ansættelse.

Region Midtjylland har samlet alle regionens varelagrer i ét fælles lager med navnet Regionslager Midt. Lageret ligger ved E45 Horsens N og leverer varer til alle regionens enheder. Organisatorisk hører det ind under Indkøb & Medicoteknik, der er en fællesfunktion i Region Midtjylland.

Indkøb af varer til lageret og kontakten til vareleverandørerne, hospitalernes serviceorganisationer samt interne sektioner i Indkøb & Medicoteknik varetages af et team på 6 logistikkoordinatorer, hvoraf den ene er midlertidig, en logistikkonsulent og en områdeleder. Det er i dette team, du vil indgå. Lageropgaver som varemodtagelse, indlagring, pluk, pak og transport af lagervarerne til brugerne udføres af DKI Logistics A/S, som er Region Midtjyllands logistikpartner.

Jobbet
Som logistikkoordinator vil du typisk varetage opgaver som:

  • Bestilling af lagervarer til Regionslageret
  • Styring og beregning af disponeringsparametre
  • Styring af stamdatafelter såsom pakkestørrelser, udleveringsenheder, vareklassificering og bemærkningsfelter
  • Håndtering af restordrer, akutbestillinger, delleverancer, reklamationer, fejlleverancer, ombytninger, tilbagekaldelser og kassationer
  • Indfasning af nye lagervarer og udfasning af gamle lagervarer
  • Koordination med lokale indkøbsfunktioner vedr. ændring af varekarakteristika så som lager-/skaffevarestatus og udleveringsenheder
  • Opfølgning på regnskab med rullebure og paller
  • Kontrolopgaver på Regionslageret
  • Deltagelse i driftsmøder med DKI Logistics A/S

Teamet skal koordinere deres arbejdstid, således at Regionslageret er bemandet kl. 7-16 på hverdage.

Den rette ansøger

  • Har en relevant uddannelse og/eller erfaring inden for logistik
  • Har erfaring inden for Excel
  • Har gode samarbejdsevner og lægger vægt på et godt og konstruktivt arbejdsmiljø, hvor man både arbejder selvstændigt og i teams
  • Er god til at afslutte sager og til at bevare overblikket
  • Trives med en bred berøringsflade
  • Har lyst til at være med til at opbygge et nyt moderne varelager
  • Har kørekort

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til de varer, der anvendes i sundhedssektoren, og til indkøb af lagervarer via SAP.

Vi tilbyder
Du kommer til at arbejde et sted med mange spændende og varierede opgaver, dygtige kolleger og samarbejdspartnere samt med gode muligheder for personlig og faglig udvikling – og vi er gode til at finde fælles løsninger.

Humor, trivsel og en uformel kultur vægtes højt på vores arbejdsplads. Det samme gør fleksibilitet, hvorfor der er en flekstidsordning, som gør det lettere at få arbejde og fritid til at hænge sammen. Der er også mulighed for hjemmearbejde.

Løn- og ansættelsesvilkår
Organisatorisk er stillingerne placeret i Indkøb & Medicotekniks logistiksektion, som i alt består af 22 medarbejdere. Logistiksektionen er 1 af 4 sektionsområder i Indkøb & Medicoteknik, der i alt har 170 ansatte.

Den ene stilling er en fast fuldtidsstilling på 37 timer med flekstidsordning.

Den anden stilling er en midlertidig fuldtidsstilling på 37 timer med flekstidsordning – med ansættelse til og med 31. december 2021.

Arbejdsstedet er Egeskovvej 17A, 8700 Horsens.

Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende regler om Ny Løn.

Det tilstræbes, at ansættelsen finder sted pr. 1. december 2020 eller snarest muligt.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til områdeleder Palle Thau på tlf. 2144 7155 eller til kontorchef Claus Lichtenstein Davidsen på tlf. 2330 8469.

Der afholdes jobsamtaler torsdag den 22. oktober 2020. En evt. 2. samtalerunde vil finde sted tirsdag den 27. oktober. Der indkaldes med kort varsel til begge samtalerunder.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er søndag den 18. oktober 2020.

Ansøgninger modtages kun via vores elektroniske rekrutteringssystem.

Vælg det anførte link for at sende din ansøgning.

Indkøb & Medicoteknik har ansvar for indgåelse af indkøbsaftaler og rådgivning i forbindelse med udbud og kontraktindgåelse samt rådgivning om og gennemførelse af effektive logistikløsninger. Indkøb & Medicoteknik har ligeledes ansvar for medicoteknisk bygherrerådgivning samt planlægning, koordinering og anskaffelse af medicoteknisk udstyr. Derudover varetager afdelingen fagtekniske opgaver som service, modtagekontrol og registrering af medicoteknisk udstyr samt udfører forsknings- og udviklingsopgaver inden for hele ansvarsområdet.

Indkøb & Medicotekniks hovedkontor er beliggende Nørrebrogade 44, Bygning 2A, 3. sal, 8000 Aarhus C.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

 


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *