Psykiatrisk sengeafsnit søger sygeplejerske og social- og sundhedsassistent

Regionspsykiatrien Midt

Vil du være en del af et sengeafsnit, hvor du kan gøre en vigtig forskel for indlagte patienter med psykotiske lidelser i en af landets bedste psykiatriske afdelinger? Og har du lyst til at være en central del af et udviklingsorienteret og fagligt afsnit, hvor du er omgivet af dygtige kollegaer, som altid er klar på at hjælpe både patienter og hinanden?  

Lige nu har vi, fra 1. november 2020 eller snarest herefter, 2 ledige pladser på holdet. Vi mangler 1 sygeplejerske og 1 social- og sundhedsassistent på Sengeafsnit for Psykotiske Lidelser P0 ved Regionspsykiatrien Midt i Viborg – det kunne måske være dig?

Begge stillinger er på 37 timer – eller mindre efter aftale.

Et job med mening – og mange muligheder 
På P0 vil du møde mennesker med komplekse problemstillinger, som kræver en individuel tilgang, og derfor får du hos os også rig mulighed for at anvende alle dine kompetencer såvel fagligt som personligt.

Vi kan høre på vores patienter, at de – til trods for deres situation – er glade for at være hos os. Det er selvfølgelig noget, som giver arbejdsglæden et solidt løft, og de gode patienthistorier udspringer i høj grad af vores tilgang til patienterne – vi arbejder ud fra filosofien om, at ‘hvad der er godt for vores patienter, er godt for os’. 

Man møder mennesker med komplekse problemstillinger, som kræver en individuel tilgang, hvor din kreativitet bliver udfordret og skæve løsninger kan være vejen frem.

På P0 vil du også mærke, at der er en rolig atmosfære på afsnittet. Roen udspringer af flere ting, men vores omgivelser er en stor faktor. Vores patienter har mulighed for at gå ud i vores egen lille have, og vi har fire lavintensive sengestuer, som vores patienter kan overflyttes til, inden de bliver udskrevet. 

Hos os er der plads til forskellighed og selvstændighed blandt både patienter og kollegaer, som er kombineret med fælleskab og sammenhold. Vi har desuden en urokkelig tro på, at der altid må være en løsning – også selvom vi skal have noget kreativitet i spil for at finde den. 

Du passer ind på P0, hvis…
Du har lysten til indgå i en relation med mennesker, som har det svært og til tider kan have en anderledes måde at reagere på. Du bruger både din faglighed og dine personlige kompetencer til at yde omsorg og behandling i et tværfagligt arbejdsfælleskab, hvor du i hver vagt er med til at udvikle sygeplejen på afsnittet med dine kollegaer. 

Det er en fordel, hvis du har bred erfaring indenfor psykiatrien, men absolut ikke et must.

Gode kollegaer gør forskellen 
Omsorg er ikke kun noget vi har for vores patienter, det er også noget vi har for hinanden. Hos os vil du opleve, at vi altid er klar til at hjælpe en kollega – både fagligt og personligt. Det er også med til at skabe et sundt arbejdsmiljø på afsnittet, hvor din mening er vigtig, og du er med til at gøre en positiv forskel for dine kollegaer i hver vagt.

Og så er vi lidt af en blandet landhandel med både nyuddannede kollegaer og kollegaer med masser af erfaring i bagagen. Det giver en god dynamik med masser af mulighed for sparring og støtte.

Vi hjælper dig godt ind i dit nye job
Det er vigtigt for os, at vores nye kollega får en god start. Derfor tilbyder vi også – udover et solidt introduktionsforløb og spændende kursustilbud – op til to ugers sidemandsoplæring med mentor-ordning. I de første par uger vil du altså være en ekstra kollega på holdet, så vi har tid til at sætte dig ind i dine arbejdsopgaver stille og roligt.  

Det er vigtigt for os, at du bliver ved med at trives og udvikler dig i dit arbejde. Derfor er supervision og gruppemøder en fast del af arbejdsplanen for alle, så du aldrig kommer til at stå alene med en udfordring eller bekymring.

Fleksibel vagtplan giver plads til familieliv og fritid
Vi benytter app’en MinTid for at gøre arbejdsplanen så fleksibel som muligt for den enkelte. Stillingerne er blandede vagter, men vi tilstræber, at man dækker 2 vagtlag, samt weekendvagter hver 2. weekend.

Hør kollegaerne fortælle om deres arbejde i Regionspsykiatrien Midt
Hvis du gerne vil have et bedre indblik i arbejdet som sygeplejerske hos os, har vi samlet 3 små film, hvor vores kollegaer fortæller lidt om deres arbejde og arbejdspladsen:

Vi byder gerne på en rundvisning og en snak om jobbet
Har du lyst til at se om stillingen kunne være noget for dig? Så kom på besøg og få et indtryk af kollegaerne og arbejdspladsen! Vi fortæller gerne mere om, hvad jobbet indebærer og hvorfor et job på lige netop P0 er så spændende. 

Bare kontakt afdelingssygeplejerske Kamilla Ottesen på telefon: 7847 4103 eller mail: Kamilla.Ottesen@ps.rm.dk – så sørger vi for, at der er kaffe på kanden. 

Du er selvfølgelig også meget velkommen til at kontakte Kamilla, hvis du har spørgsmål til jobbet, afdelingen eller andet. 

Interesseret i jobbet?
Hvis stillingen lyder som noget for dig, så send os endelig en ansøgning via linket med eksamensbevis og CV. 

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i forhold til den gældende overenskomst.
Ansættelsen er betinget af en godkendt autorisation.

Ansøgningsfristen er søndag den 18. oktober 2020 – men vi læser tilsendte ansøgninger løbende.  

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 43 2020.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Du kan finde mere information om Regionspsykiatrien Midt på vores hjemmeside
http://www.psykiatrien.rm.dk/afdelinger/regionspsykiatrien-midt

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

 


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *