BU3 er et højt specialiseret afsnit under Børn og Unge. Vi varetager behandling og pleje til komplekse patientforløb af syge nyfødte og (ekstrem)- for tidlig fødte med plads til omkring 24 børn og deres familier.
Vi har tilknyttet eget ambulatorie og vi står for den neonatale transportordning i Region Midtjylland, hvor vi henter syge nyfødte til det respektive hospitalsafsnit.
Familierne kan være hjemme efter 35 uger i THO (tidlig hjemmeophold), som også vi varetager.
Vi stræber efter at yde den bedste behandling og pleje til barnet og med familien i centrum, men under hensyntagen til den enkelte families behov, ressourcer og normer. Vi inddrager forældrene mest muligt i plejen og behandlingen af deres nyfødte.
Vi arbejder ud fra NIDCAPprincipperne, som er en særlig tilgang til børn født før tid. Vi har Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter koblet til afsnittet og hvor der er mulighed for deltagelse i relevante kurser og uddannelse indenfor NIDCAP.
Vi har i afsnittet IBCLC konsulenter (Ammekonsulenter) som tilbyder sparring og læring i afsnittet omkring ammeetablering og udmalkning.
Vi vægter høj faglighed, sparring med kollegaer samt det tværfaglige samarbejde og er i patientforløbene meget afhængige af hinandens kompetencer.
Det er muligt at gennemgå et fokuseret 6-ugers oplæringsforløb til de intensivt syge nyfødte efter ½-1 års ansættelse, medmindre andet aftales.
Det enkelte barns indlæggelsestid veksler mellem korte kontakter på under et døgn til længerevarende forløb op til måneder.
Patientkategorien er blandt andet
- Kritisk syge og intensive børn fra 23+ leveuge til og med tre måneder
- Nyfødte med respiratoriske og cirkulatoriske problemstillinger
- Nyfødte, der er født før tid og/eller med lav fødselsvægt
- Børn med neonatale abstinenser
- Ammeetablering og trivsels problematikker
- Nyfødte med misdannelser eller anden kronisk sygdom.
Alle børn kommer i afsnittet mere eller mindre akut, hvilket betyder, at patientflowet er meget svingende. Derfor kræves det, at du er omstillingsparat, fleksibel og trives i meget vekslende arbejde og hvor der kræves høj faglighed.
Nyfødt Intensivt afsnit kan tilbyde
- varierende kompleksitet i sygeplejen
- kompetenceudvikling gennem store dele af din ansættelse
- et veltilrettelagt oplæringsforløb, hvor du går med din vejleder den 1. måned og derefter i de følgende to måneder tilnærmelsesvis følger vejlederens vagtplan, så I er på vagt sammen og nemmere kan sparre. Efterfølgende vil du kunne ønske din vagtplan frit
- 12-timers vagter hver 3. weekend eller 8-timers vagter hver 2. weekend
- op til 14 vagter på 6 uger (Blandet aften- og nattevagter)
- engagerede, kompetente og positive kollegaer
- et afsnit hvor vi vægter ordentlighed, god tone og adfærd samt et godt arbejdsmiljø.
Vi søger en sygeplejerske, der
- har været uddannet i over 1 år
- har pædiatrisk og meget gerne neonatal erfaring
- har kendskab til den akutte sygepleje med vekslende arbejdsopgaver
- har stor lyst til at arbejde med barnet og familien i centrum
- finder det inspirerende at arbejde med meget komplicerede og akutte problemstillinger i patientforløbet
- har motivation for at arbejde med udvikling af sygeplejen samt arbejde tværfagligt, særligt med lægerne
- er fleksibel, omstillingsparat og robust
- kan arbejde i et meget omskifteligt speciale med blandede vagttyper
- har et stabilt fremmøde.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Har du spørgsmål i forhold til stillingerne er du velkommen til at kontakte afdelingssygeplejerske Majken Grund eller koordinatoren i dagstid på 3071 5120.
Ansøgningsfrist den 19. november 2020. Samtaler vil finde sted snarest efter.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Skriv et svar