Trives du med komplekse og semi-intensive infektionsmedicinske patienter – så tilbyder vi til gengæld dig et stort udviklingspotentiale!

Hos os bliver du en del af en travl afdeling, hvor vi passer godt på hinanden. Vi har styr på alt, der handler om smittefare, værnemidler og isolation og du har altid erfarne sygeplejekolleger og læger helt tæt på.


Som landets største infektionsmedicinske afdeling har vi stor erfaring med at behandle patienter med bla meningitis, svær sepsis, kompliceret malaria, alvorlig pneumoni, ny diagnosticeret HIV og svære knogleinfektioner.


Vi søger sygeplejersker, der er nysgerrige på et udfordrende og selvstændigt job i en spændende afdeling, hvor både kollegerne, trygheden og det faglige miljø er i top. 


Du får en grundig introduktion til arbejdet og løbende mulighed for læring og udvikling. Så hvis du har lysten og evnerne, vil du hurtigt blive dygtig inden for vores spændende speciale.  


Infektionsmedicinsk afdeling varetager det østdanske beredskab for alment farlige smitsomme sygdomme, og vi har altid et beredskab klar til at modtage patienter, der har – eller mistænkes for at have – f.eks. ebola, pest, SARS/MERS.


Vi tilbyder bl.a.  


  • Mentorordning – hvor du er uden for normeringen – med erfaren sygeplejerske de første 2 måneder. Dette går vi IKKE på kompromis med, uanset hvor travlt vi har
  • Individuelt tilpasset udviklingsforløb for nyuddannede: ”Godt på vej i sygeplejen”, bedside-undervisning og supervision
  • For erfarne sygeplejersker tilbyder vi løbende infektionsmedicinsk efteruddannelse og specialerelevante kurser efter interesse
  • Ugentlig undervisning i specialerelevante emner
  • Teamtræning og beredskabsøvelser flere gange årligt for at styrke handlekompetencer til vores komplicerede patienter
  • Løntillæg på 18.000,- kr. (ved 37 timer/ugen), årligt efter opnåelse af kompetencer i fht at indgå i højberedskab
  • Farmakonomer fast tilknyttet alle hverdage og weekender, som hjælper med medicinen
  • Sygeplejefaglig ”klinisk opfylder”, som sørger for vi aldrig løber tør for noget – og hvis noget går i stykker, sørger Birthe også for at det bliver fixet
  • Mulighed for at indgå i afdelingens team af kliniske vejledere


.. Og ikke mindst tilbyder vi en masse gode og sociale kolleger og en nærværende ledelse, der er synlige og til stede i dagligdagen. Vi holder af hinanden, vi støtter hinanden socialt og fagligt – og vi griner meget sammen!


Om dig

Det vigtigste for os er, at du er interesseret i infektionsmedicin og en kompleks patientgruppe. Vi ser gerne, at du har 1-2 års erfaring fra akutmodtagelse eller medicinsk afdeling – men det er også fint, hvis du er nyuddannet. Vi løber tit stærkt, men altid i trygge rammer, så du skal trives med et vekslende arbejdstempo og uforudsigelige arbejdsdage.


Arbejdstid

Vi lægger stor vægt på, at alle vores sygeplejersker oplever harmoni imellem arbejde og privatliv. Derfor får du stor indflydelse på egen vagtplanlægning via Min Tid. Vi arbejder i blandede vagter og har weekendvagt hver 2. weekend (8 timer) eller hver 3. weekend (12 timer).


Kig forbi, før du søger

Vi er meget stolte af vores afdeling, og hvis du har lyst til at kigge forbi til en kop kaffe, inden du søger, er du meget velkommen. Ring til afdelingssygeplejerske Malene Tangager på tlf. 38 62 21 09 og lav en aftale. 


Ansøgningsfrist: 23. april 2021 kl. 12. Ansættelsessamtaler afholdes i uge 17/2021.


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *