Uddannet sonograf (jordemoder/sygeplejerske) søges til Ultralydsskanning af Gravide på Herlev Hospital

Vi søger uddannet sonograf til en fast stilling på 25 timer om ugen pr. 1. juli 2021.


Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler på Herlev Hospital varetager ca. 5.500 fødsler om året, og ca. 22.000 ultralydsskanninger. Vi har i afdelingen fokus på faglighed, kvalitet, udvikling og fremdrift. Vores vigtigste opgaver er at sikre gode forløb og tilfredse familier.


På afsnittet varetages alle ultralydsundersøgelser i graviditeten, fra den helt tidlige graviditet og frem til fødslen. Der foretages såvel screeningsundersøgelser i graviditeten som undersøgelser på indikation. Vores mål er at tilbyde ultralydsundersøgelser af høj faglig kvalitet og sikre optimale forløb, så de gravide kvinder og deres partner føler sig trygge og godt behandlet.


Sonograferne varetager selvstændigt ultralydsskanninger; 1. trimesterskanning, nakkefoldsskanning, herunder risikovurdering, 2. trimesterskanning, terminsbestemmelse samt tilvækst- og flowundersøgelser o.a. I forbindelse med skanningerne er der en stor informations- og vejledningsopgave.  Sonograferne assisterer føtalmedicinerne ved invasive indgreb; Chorion villus sampling (CVS) og amniocentese (AC).


Afdelingen varetager uddannelsesforløb for læger, medicinstuderende og jordemoderstuderende, der i varierende grad skal kende og oplæres i subspecialet. Oplæring og supervision er derfor også en del af arbejdet som sonograf. Der er supervision ved kollegaer og overlæger samt undervisning og case-gennemgang på vores faglige konference. Der vil løbende være mulighed for at deltage i kurser og efteruddannelse.


Vi er en engageret og visionær personalegruppe, bestående af sonografer, føtalmedicinske læger og sekretærer. Vi sætter pris på et godt arbejdsmiljø, hvor en anerkendende tilgang til hinanden, humor, åbenhed og respekt vægtes højt, og hvor der tages udgangspunkt i forskelligheder og individuelle kompetencer. Kollegial feedback, faglige diskussioner og supervision er medvirkende til at opretholde et højt fagligt niveau indenfor specialet.


Vi søger en kollega, der vil indgå i en stærk faglig personalegruppe, som kan trives i en travl hverdag og som er fleksibel og samarbejdsvillig. Som sonograf arbejder du alene på skanningsstuerne, og det er derfor vigtigt at du har lyst og evne til at arbejde selvstændigt, tage ansvar og har gode evner for koncentration og overblik. Du kan lide at arbejde systematisk og detaljeret med sans for det visuelle medie. Du har gode kommunikationsevner og kan skabe en god og tillidsfuld dialog med den gravide og hendes partner. Resultatet af undersøgelserne kan have store menneskelige konsekvenser, og derfor vægter vi kontakten til den gravide/parret højt. Ligeledes vægter vi, at du er interesseret i såvel egen som fagets udvikling.


Om stillingen


Stillingen er på 25 timer/uge. Arbejdstiden er primært på hverdage fra kl. 7.50 – 15.05 og 1-2 aftenvagter om ugen fra kl.14.50 til 21.00. Der kan forekomme vagter om lørdagen ved mange helligdage.


 


Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.


 


Vi håber, at du finder ovenstående interessant og ser frem til at modtage din ansøgning.


 


Vil du vide mere?


Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har lyst til at høre mere om stillingen. Du kan kontakte vicechefjordemoder Karina Blom på telefon 38 68 91 31 eller overlæge Helle Zingenberg på telefon 38 68 96 41.


 


Ansøgningsfrist er søndag 25. april 2021.


 


Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 17.


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *