Vi, Vestegnens bedste intensivafdeling, Hvidovre Hospital, søger intensivsygeplejerske som ny mentor/vejleder

Da en af vores mentorer har valgt at koncentrere sig om andre udfordringer her i afdelingen, søger vi en ny mentor til vores meget velfungerende mentorgruppe, som i tæt samarbejde med den uddannelsesansvarlige sygeplejerske varetager den kliniske uddannelse af vores kursister i introduktionsforløb og specialuddannelse til intensivsygeplejersker.


Som mentor skal du 


  • være specialuddannet intensivsygeplejerske med nogen erfaring
  • være interesseret i at uddanne nye kolleger
  • kunne lide at vejlede, supervisere og undervise
  • have lyst til og interesse for at udvikle dine pædagogiske kompetencer
  • kunne se dig selv som rollemodel både i forhold til viden, adfærd og holdninger.


Din vejlednings-/mentorfunktion vil du primært udfylde på de obligatoriske vejledningsdage med dine kursister – ca. en dag pr. kursist om måneden, hvor I varetager pleje og observation af en intensiv patient og med udgangspunkt i den kliniske praksis og de aktuelle læringsmål arbejder med obligatoriske refleksionsøvelser for at skabe læring og identificere nye læringsmål, jvf. Uddannelsesordning for den for intensive specialuddannelse.


Som mentor/vejleder deltager du i obligatoriske uddannelsessamtaler med dine kursister og i møder og temadage med mentorer og den uddannelsesansvarlig sygeplejerske.


På sigt tilbyder vi dig et diplommodul rettet mod vejledning af postgraduate sygeplejersker.


Som vejleder/mentor oppebærer du et fast tillæg for funktionen.


Hvis du ønsker yderligere information om vejleder/mentorfunktionen kan du kontakte uddannelsesansvarlig sygeplejerske Pernille Madsen på tlf. 23486881 eller mail pernille.madsen@regionh.dk


For information om stillingen i øvrigt kontakt afdelingssygeplejerske Charlotte Carl Larsen på tlf. 51409009 eller mail charlotte.carl.larsen@regionh.dk


Om afdelingen kan vi fortælle: 


Vi er et alment intensivt afsnit med aktuelt 12 senge. Afsnittet er selvstændigt og selvvisiterende. Vi behandler patienter inden for følgende områder: Kardiologi, infektionsmedicin, lungemedicin, endokrinologi, gastromedicin- og kirurgi, ortopædkirurgi samt obstetrik. Vi behandler desuden børn over 1 år. 


Vi er en engageret personalegruppe på aktuelt 80 sygeplejersker og 1 sygehjælper samt 1 sosu. Sygeplejerskerne er enten specialuddannede eller i gang med specialuddannelsen i intensiv sygepleje.


Til at varetage afsnittets ledelses-, uddannelses- og udviklingsmæssige funktioner er der ansat 1 afdelingssygeplejerske, 2 ass. afdelingssygeplejersker, 1 klinisk sygeplejespecialist, 1 klinisk underviser, 1 klinisk udviklingssygeplejerske, 1 uddannelsesansvarlig sygeplejerske. Derudover har vi 5 mentorer til at supervisere sygeplejersker under specialuddannelse og 2 kliniske vejledere til vores sygeplejestuderende. 


Vi har i samarbejde med fysioterapien et projekt kørende om tidlig mobilisering til den intensive patient.


Vi brænder for sygeplejen til intensivpatienter og arbejder hele tiden med at udvikle afdelingen. Vi vægter tværfagligt samarbejde højt og arbejder med tværfaglige konferencer og undervisning som en fast del af hverdagen. Vi sætter en ære i at drage omsorg for vores pårørende, som ofte er i en særlig vanskelig situation og vi er rigtig gode til det.


Vi har et døgnbemandet Mobilt Akut Team (MAT) der består af intensivsygeplejersker, som udsendes til akut dårlige patienter på hospitalet ved tilkald fra afdelingerne. 


Dine kommende kollegaer beskriver afdelingen som velfungerende, her er plads til alle og med fokus på trivsel. Vi har gode fysiske rammer, højt til loftet, mulighed for medindflydelse og interesse i den enkelte.


Vi arbejder ud fra ønskeplan med mulighed for 8-timers vagter hver 2. weekend eller 12-timers vagter hver 3. weekend.


På AHH arbejdes der målrettet med at udvikle sygeplejens identitet. Du kan læse mere om det på hjemmesiden.


Ansøgningsfrist søndag d. 25. april. Samtaler afholdes i uge 17.


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *