Vil du være med til at skabe bedre forløb for mennesker, der rammes af en blodprop i lungen?

Mennesker, der rammes af en blodprop i lungen, er en overset gruppe i sundhedsvæsenet, både i Danmark og internationalt. Som udgangspunkt betragtes man som rask, når blodfortyndende behandling er iværksat på den medicinske afdeling, som patienten typisk indlægges på. Men flere studier viser, at mange patienter rammes hårdt både fysisk og psykisk, bekymrer sig om at få en ny blodprop og får nedsat fysisk kapacitet og ringere livskvalitet – selv i flere år efter blodproppen.

På nuværende tidspunkt tages der ikke hånd om denne problemstilling, og hverken i Danmark eller internationalt er der fokus på patientrapporterede outcomes eller rehabilitering, der kan understøtte patienterne i at vende tilbage til deres hverdag igen. Lungeblodpropper er en sygdom, der rammer bredt; både unge kvinder, som rammes som følge af p-pille-brug, yngre og midaldrende, som har en genetisk fejl, og mennesker, som får en blodprop i benet, der derefter flytter sig til lungen – fx efter et ortopædisk indgreb – mens andre får blodprop uden nogen åbenlys forklaring. Tilstanden er ofte kritisk og akut og er et chok for den, som rammes.

En forskningsgruppe på tværs af Region Midtjylland (Regionshospitalet Silkeborg og DEFACTUM) og Region Nordjylland (Aalborg Universitetshospital) har dog i de sidste fem år været i front med forskning på området, og vi er nu i gang med at sætte os bag roret til et større forskningsprogram, der har fokus på patientinvolvering, patientrapporterede outcomes og rehabiliteringsforløb. Forskningsprogrammet involverer samarbejdspartnere fra flere steder i Danmark.

Vi søger
Vi mangler en praktikant, gerne med gode kvalitative kompetencer, til at hjælpe os med at validere et spørgeskema til måling af livskvalitet hos patienter med lungeblodpropper, da det er centralt for at gå videre med en planlagt landsdækkende undersøgelse af livskvaliteten hos danske patienter, som har fået en lungeblodprop inden for det seneste år (ca. 3.000-4.000 personer).
Dette vil være den primære opgave, men da der er tale om en del af et større forskningsprogram, vil der også være en del andre opgaver, du kan indgå i, alt efter interesser og kompetencer, fx skrive fondsansøgninger og artikler, litteratursøgning samt indgå i design og udvikling af andre studier i programmet, bl.a. registerstudier og spørgeskemaundersøgelser.

Vi tilbyder
Hos DEFACTUM tilbyder vi et praktikforløb under ordende forhold og i et uformelt arbejdsmiljø med højt til loftet. Du vil få tilknyttet en fast praktikvejleder, der giver dig sparring og feedback gennem hele din praktiktid.

Både praktikperioden og det ugentlige timeantal kan tilrettelægges individuelt, så det passer til din studieordning, og vi er fleksible i forhold til sideløbende studier og fritidsjobs.

Vi lægger vægt på samspillet mellem praktikken og dit studie, og flere af vores tidligere praktikanter har efterfølgende fortsat samarbejdet med os, fx som studentermedhjælpere eller i forbindelse med specialeskrivning.
 
Praktikforløbet er ulønnet, men vi dækker dine udgifter til et pendlerkort, hvis du bor uden for Aarhus Kommune.
 

Sådan søger du

  • Vedhæft ansøgning, CV og eksamensudskrift.
  • Angiv gerne i din ansøgning, hvilke forhold der gør sig gældende for din praktik, fx ECTS-point, timeantal og praktikperiode jævnfør din studieordning.

Vi indkalder løbende til samtaler og forbeholder os retten til at tage praktikopslaget ned, når vi har fundet den rette kandidat.

Se også vores andre praktikstillinger på http://www.defactum.dk/aktuelt/nye-job/

Om DEFACTUM
DEFACTUM er en forsknings- og konsulentenhed, der arbejder med forskning og udvikling på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.  Vi arbejder for at forbedre den offentlige velfærdssektors ydelser og samspil ved at udvikle ny, anvendelsesorienteret viden og individuelt tilpassede indsatser – til gavn for borgerne. Vi er en del af Region Midtjylland og samtidig tilknyttet Aarhus Universitet gennem Institut for Folkesundhed.

Læs mere om DEFACTUM på http://www.defactum.dk/


Posted

in

by

Tags:

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *